Antipolitisk

Med antipolitisk mener jeg, at civilsamfundet skal styrkes og kommunen skal mere have fokus på sine kerneområder (infrastruktur, folkeskolen, ældrepleje og socialt udsatte). Detaljerede kommuneplaner skader ofte mere, end de gavner, og skal nedprioriteres. Mange opgaver, som kommunen i øjeblikket løser, kan borgerne ofte selv løse bedre. Det vil samtidig fremme sociale fællesskaber og skabe mere bæredygtige lokalsamfund.

Nærhedsprincippet
Udtrykket nærhedsprincippet kan anvendes på den måde, at de opgaver, der er mest nærliggende for borgerne selv at løse, skal kommunen holde sig fra og kun træde til, hvis borgerne fravælger at tage sig af opgaven.

Et par eksempler.

1)     Måske den vigtigste samfundsinstitution, familien, den skal styrkes (have større opmærksomhed).

  • I den udstrækning kommunen yder økonomisk bistand til børnefamilier, skal pengene følge børnene. (Ved at lade pengene følge børnene, kan en familie nemmere tilpasse pasningsbehovet til skæve arbejdstider).
  • Deltidsjob til kvinder med børn op til 3-4 års alderen skal fremmes.
  • Den familie, der selv vælger at passe deres børn fuldtids op til 3 års alderen, skal ikke stilles økonomisk ringere, end den familie der fravælger børnepasningen.

2)      På samme måde som en kreds af borgere kan løse opgaven med at fremføre drikkevand og oprette vandværksforeninger, kan en kreds af borgere selv løse opgaven med at rense deres eget spildevand eller ved at oprette et spildevandslav.

Højest 1/3 af BNP må beslaglægges af det offentlige
For at der kan afholdes demokratiske valg i et samfund, forudsætter det, at over halvdelen af borgerne ikke bliver aflønnet eller på anden måde får deres udkomme af  staten.

Fordi hvis over halvdelen får deres udkomme bliver udbetalt af staten må det være forventeligt, at de ikke vil stemme på dem, der vil reducere deres løn/udkomme eller nedlægge områder, som det offentlige varetager.
Den ydende del af befolkningen vil således være tvunget i knæ.

Men allerede når mere end 1/3 af BNP administreres af staten, er smertegrænsen for at man kan kalde et samfund for demokratisk, overskredet.
Set i lyset af at staten i dag administrerer 48-50 pct. af BNP, er det mere korrekt at kalde vores samfund stats- end privatkapitalistisk.

Når erhvervslivet udgør en for lille andel af hele samfundet, skal det være meget effektivt.
I sidste ende skal det offentliges udgifter lægges oveni varens/ydelsens pris i form af moms, afgifter og skatter.
Derfor kniber det med, at der kan afses tid til at lære unge mennesker op og de knap så effektive bliver frasorteret, da erhvervslivet i dag skal være meget effektivt for at overleve.
Der er så at sige ikke i ligevægt.
Man tærer på den erfarne arbejdskraft uden at der bliver tilført nye unge kræfter, ej heller giver det plads til de knap så effektive.

Det offentlige har også en interesse i at blive reduceret
SummaSummarum: Det er asocialt at vedblive med at plædere for en større offentlig sektor. Det gør det vanskeligt for de socialt svage at få fodfæste på arbejdsmarkedet og i sidste ende giver det også utryghed for offentlig ansatte, da pludselige nedskæringer i budgetterne jævnligt er nødvendige, når dele af erhvervslivet må give op i den hårde konkurrence.

Når Nye Borgerlige siger, at civilsamfundet skal styrkes på alle områder, er det både af demokratiske og sociale årsager.
Det har ikke så meget at gøre med de andre traditionelle højre/venstre politiske betragtninger.
Kapitalistiske/socialistiske samfund er også forældede begreber.
Det er i dag mere korrekt at sige privat- kontra statskapitalistiske samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *