Drop affaldplus

By | november 30, 2021

Opfølgning på seneste kommunalbestyrelsesmøde

Vi har ikke affald, men ressourcer og så skal vi tænke i cirkulær økonomi lyder det i skåltalerne. Men det har vi – nok ubevidst – altid gjort.

For årtier siden, da jeg var ung, fik skrothandleren gammelt jern, spejderne fik aviserne og hønsene organisk husholdningsaffald, så hvad skulle vi bruge en skraldespand til. Hvad civilsamfundet tidligere spontant løste af opgaver er totalt spoleret, da den offentlige monopoler i dag er alt for dominerende.

I en årrække var mantraet, at alt skulle ende på affaldsbålet. Rimelig enkelt for en offentlig myndighed at administrerer.

Men når der nu er et politisk ønske om at gå tilbage til gamle dages visdom, gælder det om at få etableret så direkte en forbindelse mellem affaldsproducenter/borgere og genbrugsvirksomheder som muligt.

At koble et kollektivt/offentligt monopol foretagende ind her, som Affaldplus er, må fravælges. Ringe innovation  – gebyrerne hæves – fællesskabet betaler – ingen har ansvar.

Deres fantasiløse x antal rum til genbrugs kategorier med en ”one size fits all” strategi og fast tømningsfrekvens er helt håbløs og alt for ressourcekrævende i drift.

Derfor skal vi i stedet bede civilsamfundet om at hjælpe os. De har meget større innovationskraft og vil straks se muligheden for en forretning i de ”skjulte” ressourcer. De kan meget bedre sætte krav til en præcis kildesortering, hvor affaldet for dem bliver til en ressource/værdi for det produkt de har valgt at fremstille.

Derved har vi ændret et affaldsgebyr til en “ressource” indtægt, blot ved at foretage en præcis kildesortering med aflevering x antal gange om året, hvor transportomkostningerne kan forsvares.

Utopi at fravælge skraldespande vil nogle mene. Nej slet ikke. Undertegnede har gjort øvelsen i 3 årtier.

Vil Vordingborg Kommune den grønne omstilling, ikke alene i ord men også i handling, kan udmeldelse af Affaldplus kun gå for langsomt!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *