Susanne Skaaning beskriver den 12/6 de kritisable forhold i børns første leveår. Men den helt grundlæggende årsag til fortrædelighederne undlades.
Lektor i biologi og forfatter Niels Arbøl skriver i bogen ”Det moderløse samfund” hvor vigtig det er med forældrekontakt de første leveår – maks. 6 timer. Arbøl skriver ligeledes:
”Danmark har altså verdensrekord i institutionalisering af de 0-3 årige. Mens kun 16 procent af alle 0-3 årige passes i daginstitutioner i 30 timer eller mere om ugen for gennemsnittet af EU-landene, så ligger tallet for Danmarks vedkommende på hele 70 procent. Selv i forhold til Sverige og Norge ligger vi meget højt. Uanset hvor mange anstrengelser, dygtige pædagoger gør, så er vuggestuer en dårlig erstatning for en mor. De kan ikke opbygge det nødvendige stress-beredskab hos børnene, men risikerer lige modsat at forårsage alvorlig stress hos dem. Først når børnene kommer op mod 3 års alderen, og de bliver mere motiveret for andre sociale relationer end deres forældre og søskende, er det for de fleste børn fornuftigt at sende dem i børnehave.”
Dr. phil. T Kjærgaard skriver i marts 1998 ”Det er ikke børnene der råber på “pasningsgaranti”, det er de voksne, der vil have børnene passet, så de selv er fri for at gøre det. Pasningsgaranti handler om de voksnes kamp om magt, penge og karrieremuligheder”.
Her som på så mange andre områder, har politikerne blandet sig alt for meget i civilsamfundet ved økonomisk at fremme institutionspasning i de første 1000 dage. Børn er nu engang forældrenes og således også deres ansvar.
For mig at se er den løsning alle bedst kan leve med, at lade de nuværende offentlige omkostninger til børnepasning konverteres til det enkelte barn. Herefter er det så op til de enkelte forældrepar hvordan de vil passe deres børn. Med andre ord lad pengene følge barnet.
