Landbruget skal frikendes for miljøanklage

By | januar 30, 2019

I nogle kriminalfilm, ofte amerikanske, har handlingen drejet sig om en person, der er blevet anklaget for et mord. Situationen har været så håbløs set fra anklagedes position, at hans eneste redning var at finde og afsløre den rigtige gerningsmand. Hele filmen har så handlet om sigtedes anstrengelser for at finde gerningsmanden, så han ikke selv havnede i galgen.

Landbruget har i en menneskealder været under anklage for at forurene vandmiljøet med for meget udledt kvælstof. Måske skal der sættes meget mere fokus på at finde den rigtige gerningsmand til forureningen.

Indtil omkring 1960 foregik spildevandsrensning i det åbne land mere decentralt og naturnært, bl.a. i de åbne grøfter langs kommunevejene. Der var enkelte punktforureninger fra møddings- og ensilagestakke, men spildevandet blev ikke koncentreret som i dag, så naturens selvrensende evne kunne følge med.

Men efter 1960 bredte parcelhuskvarterene sig. Vaske- og opvaskemaskiner blev udbredt (øget udledning af fosfater), bundfældningstanke sløjfet, grøfter blev rørlagt og spildevandet koncentreret i store centrale renseanlæg.

Naturens selvrensende evne blev invalideret, da bakterier og mikroorganismer vanskeligt kunne få adgang til det lukkede kloaknet. I stedet valgte myndighederne i deres visdom at flytte rensningen til havs.

I første omgang valgte man discountløsningen ved at lede spildevandet ud i strømfyldt farvand. Fra Københavnsområdet blev udledt over 3.000 tons mekanisk renset spildevand hvert eneste døgn op til 1980.

I 1981 måtte naturen hejse det hvide flag. De daværende amtskommuner tilbagemeldte om alarmerende iltsvind og fiskedød i kystnære dele af danske farvande. Myndighederne blev chokeret og en masse kloge folk blev udpeget til at redegøre for årsagen. De to næringsstoffer, kvælstof og fosfor, fik på et erkendt tyndt grundlag mest opmærksomhed. Omkring de større byer, hvor den største mængde fosfor måltes, skulle man have fokus på begrænsning af kvælstof og øvrige kystnære områder hvor kvælstof var dominerende skulle fosfor begrænses. Altså Liebigs minimumslov[1] der gælder for plantevækst på land, blev dengang og har været lige siden fastlagt som forklaring til miseren. Men i havmiljøet er det Redfieldforholdet[2], der bedst forklarer, hvordan næringsstoffer interagerer.

Havbiolog Gunni Ærtebjerg forklarer i maj 2018 i tidskriftet Land & Jord, hvordan han på et havforskermøde på Århus Universitet i januar 1982 fik overbevist forsamlingen om, at landbrugets stigende kvælstofgødningsforbrug og deraf kvælstofudvaskning var årsag til øget planktonalgeproduktion i kystvandene.

Derudover var konklusionen på NPO-redegørelsen, at man skulle holde regnskab med den totale mængde udledt kvælstof, den såkaldte totalkvælstof-balancemodel. En total idiotisk model, som alene benyttes af danske myndigheder. Udenlandske forskere prøver også at forklare os i mere diplomatiske vendinger, at modellen ikke kan bruges. Det er koncentrationen af næringsstoffer, der er interessant.

Tilbage i 1973 blev Miljøministeriet oprettet. De øvrige veletablerede ministerier så lidt skævt til opkomlingen. Derfor var Miljøministeriet nødt til at finde sig nogle allierede. Her var Danmarks Naturfredningsforening, DN, en perfekt match, da de i 1971 mistede deres uskyld ved udover fredningssager, udvidede deres arbejdsområder til også at omfatte: luft, vand og jord.

Foreningen rejste løbende nogle sager, som var relevant for det nye ministerium. Som modydelse fik de en status som anerkendt vagthund i miljøsager.

Den 6. oktober 1986 så vi på fjersynsskærmen fra Gilleleje havn, at der blev hevet døde jomfruhummere op fra en kutter, der tilhørte Gunni Ærtebjergs bror.

Således var der lagt op til en velforberedt skueproces, da den godt forberedte direktør i DN, David Rehling, i et interview med fiskeriminister Lars P. Gammelgaard og journalist Mogens Behrendt den 19. oktober 1986 kunne fyre følgende seks missiler af:

  • De kommunale rensningsanlæg, der ikke virker, må bringes i orden inden for seks måneder.
  • Alle kommunale rensningsanlæg må omfatte biologisk og kemisk rensning inden for to år.
  • Landbrugets ulovlige udledninger må bringes til ophør inden for seks måneder.
  • Landbrugets samlede belastning af miljøet med gødningsstoffer må halveres inden for to år. Tilskudsordningerne – både de danske og EF’s – må laves om nu, så landmanden tilskyndes hertil og til yderligere nedbringelser.
  • Industriens ulovlige udledninger må bringes til ophør inden for seks måneder.
  • Alle udledninger fra industrien – både påbegyndt før og efter miljøbeskyttelsesloven af 1973 – må gennemgås og nyvurderes inden for to år.

Resten af historien kender vi.

Landbruget har pga. vandmiljøplanerne, specielt den første, fremmet udnyttelsen af husdyrgødning og stoppet punktudslip. Men begge dele har en ubetydelig indflydelse på det marine miljø i det store perspektiv.

Næringsstoffernes rolle i det marine miljø hviler vedholdende på et usagligt og fagligt forkert grundlag til stor skade for al miljølovgivning og landets velstand.

Planlægningen af alle de grimme og unaturlige ar i landskabet som minivådområder medfører, bør straks ophøre og tvangsplanlægning af efterafgrøder må fjernes fra lovgivningen og overlades til den enkelte driftsleder.

Opsummering:

  • Koncentration af spildevand invaliderer naturens selvrensningsevne
  • Liebigs minimumslov gælder på landjorden. Redfieldforholdet gælder i vandmiljøet
  • Totalkvælstof-balancemodel, som lovgivningen bygger på, siger ingenting, det er koncentrationerne af N/P, der er interessant
  • Fokus på at næringsstoffer vægter for meget i forhold til iltforbrugende organisk indhold i spildevand v/overløb og miljøfremmede stoffer.

Hele synderen for misvækst, udpint dyrkningsjord, manglende udbytter, mange konkurser og fejlinvesteringer i spildevandsløsninger skyldes oprindelig en skandaløs centralistisk spildevandsplanlægning.

Vi har nu fundet og afsløret den sande gerningsmand og kan frikende landbruget og ændre kvælstofs status fra fjende til ven.

Men derudover er det vigtigt, at landbruget selv er med til at klargøre overfor gud og hver mand, at nitratkvælstof også ofte er gavnligt i havmiljøet. Fordi landbruget kan godt vinde et juridisk slag i retten, men et nyt nederlag venter, da dommerstanden er ligeså hjernevasket som majoriteten af den øvrige befolkning omkring den negative rolle i naturens kredsløb, som kvælstof fik tildelt for en menneskealder siden.

[1] Planters vækst bliver hæmmet af den ressource, der er vanskeligst tilgængelig på voksestedet

[2] Den til enhver tid værende tilgængelig mængde fosfor bestemmer indholdet af kvælstof i  N/P vægtforholdet 7:1 – jf. Wikipedia

 

Artikel online

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *