Nye Borgerlige viser vejen uden skam

By | maj 20, 2019

Lederen vil skamme sig over at være dansk, hvis Nye Borgerlige får magt efter 5. juni.
I stedet henviser avisen til, at det ville være godt for hele landet, som det har vist at være for Lolland-Falster når landsdelens toppolitikere, Marcus Knuth (V), Lennart Damsbo-Andersen (A) og René Christensen (DF), samarbejder.

Måske skulle vi prøve at gøre status og sætte lidt historie på hvad dette samarbejde hidtil har påført landsdelen af unødige genvordigheder.

Nye Borgerlige sætter spørgsmål ved, om den socialdemokratiske velfærdsstat nu også er så attråværdig. Den tilbedes i dag, af stort set alle partier, som den eneste der for­mår at skabe retfærdighed, lighed og harmonisk fællesskab i hele samfundet. Over halvdelen af den optjente løn beslaglægges derfor af staten. Befolkningen er reduceret til dets hovbønder.

Derudover har kommunesammenlægninger og strukturreformer muliggjort en meget skadelig centralisering og banet vejen for en alt for detaljeret og destruktiv topstyring, som ikke mindst Lolland-Falster så smerteligt må konstatere. F.eks. er mange velfungerende og bæredygtige landsbysamfund forsvundet.

For 50 år siden beslaglagde staten 25 % af samfundskagen og Danmark var blandt de 5 rigeste lande i verden. I dag beslaglægger staten over 50 % og vi er ikke engang blandt de 20 rigeste.

Det er denne kedelige udvikling NB vil forsøge at vende. Vi går ikke efter selv at få magten, men vi går efter indflydelse på den førte politik, så magten kan tilbageføres til befolkningen. Sammen med en kraftig decentralisering vil det skabe meget mere dynamik, iderigdom og deraf velstand.

Mange af fællesskabets udfordringer vil også blive mere miljørigtige uden en central detailstyring. Vi undgår tåbelige spildevandsplaner og en forkvaklet politisk indblanding i landbrugets gødningsplanlægning f.eks.

Ikke mindst befolkningen på Lolland-Falster burde stemme på Nye Borgerlige uden at ryste på hånden.

Vi må så bære over med at redaktionen på Folketidende må leve med skammen.

 

Lederen som der kommenteres på:
2019-05-18_Lolland-Falsters_Folketidende NB er skammen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.