Sæt Vordingborg på landkortet

By | december 15, 2020

På byrådsmødet den 25/11 blev det oplyst, at kommunale initiativer ikke alene kan løse problemet med mange unge uden uddannelse og arbejde. Civilsamfundet må inddrages og alle løfte i flok.

Hvis kommunen kun har fokus på kerneopgaverne gives plads til skattelettelser. Derved styrkes civilsamfundet og det giver luft til flere virksomheder kan tage unge mennesker under deres vinger.

Mange unge mangler i dag desværre både fornemmelse af pligter og disciplin. Oprettelse af en obligatorisk værnepligt kunne være den bedste løsning for nogle i den kategori. Det burde ikke mindst Vordingborg have interesse i.

På mødet hørte vi også, at kommunen betaler store driftstilskud til daginstitutioner. Derfor skal pædagoger ansættes så poderne bl.a. kan få forståelse for demokrati (sic). På en måde var det jo også kommunens børn – forstås.

Kommunens driftstilskud til daginstitutioner kommer som bekendt ikke ud af den blå luft, men er opkrævede skattekroner som betales tilbage.

Lad i stedet forældrene beholde ”driftstilskuddet” og selv bestemme, hvordan børnene skal passes, specielt i de første 1.000 dage. Mange forældre vil sandsynligvis fortsat benytte institutioner, men vil fravælge dem der er underbemandet, så deres børn ikke lider afsavn. Dette vil give pædagoger større arbejdsglæde.

De mange timer i institution og dermed manglende forældrekontakt, finder den seneste forskning på området meget uheldig. Det forklarer indirekte, som tidligere omtalt, nogle af de problemer som Arbejdsmarkedsudvalget slås med.

Når Anders J. Andersen og Mette Gerdøe bliver aflastet for noget politikudvikling kan de i stedet tage ud og nyde naturen, som kommunen er så rig på.

Nye Borgerlige kan blive helt svedt ved tanken om det store oprydningsarbejde, der ligger foran os. Men vi vil starte med at sætte Vordingborg på landkortet med rygtet om kommunen, der kun har fokus på kerneopgaver og mere respekt for borgernes penge med en lav skatteprocent til følge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *