Nedenstående er en beskrivelse af mine egne oplevelser, og de passer godt ind NB´s ønske om decentralisering.
Kommunalreformen i 1970 reducerede antallet af sogne/kommuner fra ca. 1750 til 275. I stedet for at evaluere hvad denne reform medførte, fortsætter man med endnu en kommunalreform, der yderligere reducerer antallet af kommuner fra 275 til 98. På mindre end 40 år sker der altså en reduktion på ca. 94% af de platforme, hvor den demokratiske beslutningsproces kan praktiseres !!! Det skal her bemærkes, at der ikke har været et folkeligt ønske bag disse to reformer. Det har da også medført, at centraladministrationen og embedsværket helt afgørende har erobret scenen.
Spørgsmålet må rettelig være, om ikke der er brug for flere og ikke færre kommuner, hvis man ønsker større folkelig deltagelse i den demokratiske beslutningsproces.
Om de ansvarlige for den nye kommunalstruktur, der trådte i kraft 1. januar 2007, overhovedet var klar over, hvad de den satte i gang, er nok tvivlsomt. Under alle omstændigheder må alle besluttende udvalgsmøder være åbne – efter samme regelsæt som de nuværende byrådsmøder.
De 1.750 kommuner, som er nævnt, var lidt overdrevet. I følge Kommuner i EU var tallet 1.388 i år 1960, ellers var vurderingen for 8 år siden desværre ikke helt forkert.
Statistikken viser, at selv med kommunestørrelsen i DK fra 1969, ville der være 9 lande i Europa i dag, der i gennemsnit ville have færre indbyggere pr. kommune.
Tjekkiet, Frankring, Slovakiet, Portugal og Schweiz ville i dag være mindre kommuner, rent indbyggermæssigt, end hvis Vordingborg Kommunes administration blev delt op på 16 lokalråd!
Så al den snak om problemer i udkantsdanmark og landdistrikterne med faldende befolkning til følge og over 10.000 saneringsmodne tomme huse kan for en stor del tilskrives centraladministrationen og i sidste omgang Andres Fogh Rasmussen, Lars (u)Lykke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen.
På vegne af lokallisten Demokratisk Fremskridt var jeg blandt de få der krævede en folkeafstemning i 2005 i alle de kommuner der skulle sammenlægges til Ny Vordingborg Kommune.
Udmeldingen var, at det ikke kunne lade sig gøre.
Jo vist kunne det så.
Både folketings- og kommunalpolitikere har fået deres mandat til udelukkende at varetage borgernes interesser og ikke lade sig vildlede af vidtløftige administratorer og planlæggere i centraladministration og Miljøministeriet.
Jeg så gerne, at kommunesammenlægningerne blev annulleret.
Men den diskussion er tiden nok ikke moden til i øjeblikket.
1) En fordeling af bloktilskuddene til de gamle kommuner/sogne, med ny Vordingborg Kommune som administrativ fordelercentral, kunne også godt glemmes i henhold til vejledning af tidligere kommunaldirektør Peder Andersen i sommeren 2013.
2) Tilbage er kun muligheden for at lokalråd/borgerforeninger både skal have administrative beføjelser og økonomiske midler at arbejde med i år 2018 og fremover.
Vordingborg kommunalbestyrelse arbejder i øjeblikket med et budget på omkring 3 mia. Med 29 medlemmer er det hypotetisk set altså ca. 100 mio., hvert medlem er ansvarlig for.
Som regel er det dem med de bedste talegaver, der bliver indvalgt, men det er ikke ensbetydende med, at de har styr på deres egen privatøkonomi, eller økonomisk overblik. Det er derfor ikke særligt betryggende, at de nu lige pludselig er ansvarlig for 100 mio. En uddeling af det økonomiske ansvar på flere skuldre, herunder lokalrådene, er således endnu et argument for at opdele kommunen i mindre administrative enheder.
Det bedste ville dog være, at kommunen indskrænkede sine prestige aktiviteter og lod flere penge blive i borgernes lommer.
En centraliseret administration behersker et folk, der elsker deres slaveri, så man kan udnytte teknologien effektivt.- Man har rettet mentaliteten til, så den følger ændringer og undgår konflikter. Det hele er nået med midler, der er kendt i Vesten. Intet af, hvad svenskerne har gjort, er i sig selv originalt. Deres originalitet ligger i anvendelsen. (Fagre ny Sverige, Roland Huntford)
Direkte Demokrati
Der er også flere udgaver af Direkte Demokrati, som lokallisten DMF plæderede for i 2005.
Schweiz praktiserer det på sin egen måde med stor succes og er kåret af World Economic Forum til det mest konkurrencedygtige land i Europa de sidste 2 år.