Venstres Kristian Pihl Lorentzen harcelerer den 24/9 over landets infrastruktur, der i dag koster samfundet ca. 26 mia. kr. årligt, når danskerne sidder i kø på vejene.
Kan der mon være en anden forklaring til at forhindre kødannelse på vejene end fortsat at udbygge infrastrukturen, her motorvejsnettet?
Før kommunesammenlægningen i 2007 var landets kommuner såmænd store nok og det var ikke befolkningen, der efterlyste sammenlægningen. Dertil kommer strukturreformen, hvor domstole, politikredse blev sammenlagt og mindre sygehuse blev erstattet af supersygehuse. Alt sammen noget Venstre har været hovedarkitekten bag. Med en sådan centralisering følger naturligvis også et øget transportbehov.
Venstre vil også understøtte et Danmark i bedre balance samt vækst, udvikling og bosætning i hele landet.
I flere årtier har der været en afgudsdyrkelse af den boglige skole, så yderområderne har mistet en pæn andel af hver ungdomsårgang til universitetsbyerne.
Samtidig har der i planlovene – med incitament fra Danmarks Naturfredningsforening – været et ønske om, at landdistrikterne primært skulle reserveres til landbrug, skovbrug og fiskeri.
Derudover strider megen miljølovgivning simpelthen imod naturlovene, som yderligere stresser erhvervene i landdistrikterne.
Her har Venstre intet gjort for at rette op på tåbelighederne, medens de havde vagten!
Hvis nogen i dag beklager sig over, at områder af landet er tømt for liv, så er det helt som ønsket og planlagt i et samspil mellem politikere, centraladministrationen og visse interesseorganisationer.
På kort sigt er der nok for meget prestigetab og interessekonflikt i at ændre den fortsatte centralisering af samfundet, så yderligere midler må afsættes til infrastrukturen.
Men når det erkendes af en bredere kreds med politisk indflydelse, at centraliseringen er gået for vidt, tror jeg bestemt, at der kan blive opbakning til en begyndende decentralisering af samfundet.
Vi har suverænt de største kommuner i Danmark sammenlignet med resten af landene i EU. Derfor burde der med velvilje gives frikommunestatus begyndende, der hvor kommunesammenlægningen i 2007 var mest naturstridigt.
Selv bor jeg i Vordingborg Kommune, hvor der er tre særskilte områder, Præstø, Møn og Vordingborg, som aldrig kommer til at fungere som en naturlig helhed.
Dette kunne være en storkommune, der som et forsøg fik sine naturlige kommunegrænser tilbage.
Hvis en kommuneopdeling er for vanskelig en opgave, kommer vi ikke udenom, at en masse kompetence skal fratages embedsværket – ministerierne – og tilbageføres til civilsamfundet.
På miljøområdet, som jeg har mest kendskab til, er den helt gal. Men andre områder lider også af DJØF segmentets succes.
Med den centrale topstyring, der i dag er så udbredt, kommer befolkningens potentiale slet ikke i spil.
Hvad enten vi kalder det grøn omstilling eller ej, kommer landet først i balance, når staten igen kun beslaglægger samme andel af samfundskagen, som før Viggo Kampmann og Jens Otto Krag overtog stafetten fra H. C. Hansen.
