Jeg mener, at der i øjeblikket ikke må lægges hinderinger i vejen for at oprette friskoler, hverken administrativt eller økonomisk.
På sigt vil det dog være bedre, hvis folkeskolen blev så attraktiv, at der var mindre behov for friskoler.
Forklaring historisk set.
Fysiske rammer:
De problemer/udfordringer som folkeskolen har, er i stor udstrækning et produkt af andre førte politiker. Den voldsomme planlægningsiver og politisk aktivisme har haft store konsekvenser for folkeskolen. Se også hvad en pens. lektor siger 2012.
Pædagogiske rammer:
Iflg. Wikipedia er skole (af det latinske ord schola, der igen kommer af det græske ord schole, fritid, dvs. fritid fra praktisk arbejde og mulighed for intellektuel udfoldelse) en undervisningsinstitution eller den bygning, hvor undervisningsinstitutionen hører til. Formålet er at give elever undervisning, så de får en uddannelse.
I 1960, blev en humanistisk idealisme til folkeskolens mening, sådan som det siges i Den blå Betænknings efterhånden berømte konklusion:
Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.
Altså selve indlæringen får med betænkningen en sekundeær rolle, og den opdragelsesrolle som barnets nærmiljø, primært familien, skal nu i langt højere grad overtages af folkeskolen.
Denne misforståede rollefordeling har medført at Danmark har en af de største undervisningsudgifter/barn i verden, uden at resultaterne er noget at prale af.
Derfor mener jeg at politikere skal holde sig langt væk fra at blande sig i skolens daglige drift, de har allerede ødelagt nok med deres indblanding.
De skal derimod sørge for at kommunen bruger pengene fornuftigt så der også kan blive råd til og vedligeholde de skoler der er behov for. (Vi vil hellere bruge mit mandat til at skabe gode rammevilkår for erhvervslivet, så der er flere lærepladser at vælge imellem, når skolegangen er overstået.)
Det er skoleinspektøren med skolens bestyrelse der suverænt har ansvaret for at bruge de penge fornuftigt, som byrådet bevilger.
Et succeskriterie ville være hvis 100% af forældrene benyttede sig af hvad folkeskolen kunne tilbyde. Alle sociale lag ville således i barndommen lære at omgås hinanden.
At nogle forældre vælger en friskole i stedet for en (offentlig) folkeskole behøver ikke at være negativt. Andre indlæringsmåder kan afprøves, som folkeskolen sidenhen kan adoptere, hvis det viser sig at være en succes.
Med de voldsomme strukturændringer landet har været udsat for, kan det næsten ikke undgås, at der er nogen der kommer i klemme. Her er det også glimrende, at der er mulighed for at trække i nødbremsen og oprette en friskole.
I betragtning af at folkeskolen er forpligtet til at rumme alle, skal de have en økonomisk fordel fremfor friskoler. Men forskellen må ikke være for stor, da folkeskolen så ikke vil reagere på den kritik, som det faktisk er, når forældre fravælger folkeskolen.
En tilskudspct. til friskoler på 75 af folkeskolens priser må være et minimum.
Derfor vil jeg medvirke til, at der i øjeblikket ikke bliver lagt hindringer i vejen for forældre der vil oprette friskoler, hverken administrativt eller økonomisk.
På sigt vil det dog være bedre, hvis folkeskolen blev så attraktiv, at der var mindre behov for friskoler.
I vore dage bliver børnene anbragt i et varmt hus, en varm bil, en varm skole. Forældrene er bange for, at deres barn skal få hjernerystelse, hvis det bliver ramt af et snefnug. -B. P.
Reformer gav forringelser i Gymnasiet
Nedenstående en kort og interessant betragtning af OLE WITT-HANSEN, PENS. LEKTOR, GREVEHAVEN 12, GREVE i Jyllands-Posten den
Et glimrende indlæg af Middelmådigt videnssamfund af Camilla-Dorthea Bundgaard i JP 7/12. Men hvad, hun skriver, gælder ikke blot folkeskolen, men også for resten af vores uddannelsessystem. Gymnasiet som akademisk grunduddannelse er blevet fuldstændig fagligt undermineret af reformpædagogikken. I dag fungerer gymnasiet ikke som en skole, men som en produktionsvirksomhed med et ledelseshierarki, som er hentet fra erhvervslivet.
Det er ikke længere undervisningen og de faglige kvalifikationer, der er drivkraften i gymnasiet, men derimod taxameterprincippet, der udløser et beløb for hver elev, der gennemfører. Gymnasiet har imidlertid ingen konkurrence, så sammenligningen med produktionsvirksomheder i Sovjettiden er ikke helt hen i vejret, både hvad angår effektivitet og kvalitet.
Alle reformer, der er gennemført af vores undervisningssystem siden folkeskolereformen i 1975, har kun ført til varige forringelser. Det danske uddannelsessystem er kvalitetsmæssigt i samme forfatning som produktionsvirksomheder i østlandene før Murens fald. Vejen frem er blokeret af reformpædagogikken. Vi kan kun frelse undervisningssystemet ved at lade ”pædagogmuren” falde og føre det tilbage til de grundlæggende principper, som herskede i folkeskolen fra 1958-1975 og i gymnasiet fra 1963-1988.
Se indlægget i avisen Reformer gav forringelser i Gymnasiet
Middelmådigt videnssamfund
CAMILLA-DORTHEA BUNDGAARD JP 07
Jeg skrev det første gang i en kronik for 13 år siden, men dengang måtte man ikke sige det højt. Må man sige det højt nu? At vores uddannelsessystem er middelmådigt. Måske endda vaskeægte dårligt.
Og der er vel at mærke tale om uddannelsessystemet i et land, der bruger flere penge end andre på grundskolen, tilbyder statsbetalt uddannelse og oven i det honorerer enhver, der vil tage en uddannelse, og hertil stiller favorable studielån til rådighed. Et land, der gerne vil være et foregangsland og et videnssamfund. Et land, hvor politikere mener, at mere uddannelse er svar på alt og derfor vil have masserne igennem pølsefabrikken – 95 pct. gennem en ungdomsuddannelse og 25 pct. gennem en lang videregående ditto. Det ville være komisk, hvis ikke det var, fordi det er så tragisk.
Med bl.a. folkeskolereformen i udsigt er der ganske vist ikke lagt op til forbedring, men hvis man ville redde uddannelserne, er der to steder at tage fat.
Det er ikke nok at rette på det ene ben. Begge må med, førend uddannelseskvaliteten kan få ben at gå på: ånden og systemet.
Systemet er præget af taxameterordningen, der giver uddannelsesinstitutioner penge pr. studerende, der består en eksamen og derfor giver stærke incitamenter til at lade elever og studerende bestå, selv når de ikke er egnede.
Ånden er reformpædagogikkens, og den bliver sværere at ændre. Den hviler fortsat over folkeskolens formålsparagraf og har gjort det siden 1993, da folkeskolen blev en enhedsskole præget af ord som undervisningsdifferentiering, tværfaglighed og projektarbejde.
Reformpædagogikkens kongstanke var, at børn ikke lærte noget ved at terpe paratviden.
Viden skulle ikke ses som noget, der kom udefra og ind i hovedet på barnet.
At lære skulle være en aktiv erfaringsproces, og eleverne skulle have medbestemmelse. Det lyder selvfølgelig ganske forjættende, men i denne tanke ligger der også den idé, at der ikke findes objektive sandheder – eller at disse sandheder i hvert fald ikke har værdi at erkende. Processen og evnen til læring kom i centrum og fortrængte indhold.
Vil De ikke tage mig på ordet, kan De tage pædagogisk konsulent Sten Clod Poulsen, som har opdraget mangen en lærer i den rette pædagogiske tro gennem 30 år, men i august 2010 gav en offentlig undskyldning for samme. Han skrev i en kronik:
»(…) Men vores hadefulde opgør med den vidensorienterede skole var så succesrig, at den i dag er fuldstændig udraderet. Det betyder, at den tværfaglighed, problemorientering og projektarbejde, som børn og unge i dag udsættes for, hviler på et ekstremt skrøbeligt grundlag af manglende fagkundskaber og tilfældige informationer fra internettet. Men uden sikre, præcise og relevante enkeltfaglige kundskaber er ingen tværfaglighed og problemorientering mulig, uden problemorienterede analyser er projekter blot en beskæftigelsesforanstaltning for elever, som ikke længere magter at koncentrere sig – og som ikke har viden til at skabe selvstændig indsigt. (…) Hvor vil jeg hen? Til den tese, at det er en rent ud idiotisk fejltagelse i dansk moderne skoleundervisning at stille hukommelse og forståelse op som uforenelige modsætninger.«
Jeg må tilstå, at jeg ikke har tilgivet Clod Poulsen og hans ligesindede (endnu). Men man må give ham, at det ikke kan siges bedre.