Den tidligere præsident for Tjekkiet Vaclav Klaus skrev i Financial Times i 2007:
Miljøaktivismen er farligere end kommunismen.
Det skrev han som en, der har levet det meste af sit liv under kommunismen, da han følte sig forpligtet til at advare mod den aggressive miljøbevægelse. Miljøaktivismen udgør tidens største trussel mod friheden, demokratiet, velstanden og markedsøkonomien. Den vil erstatte den frie spontane udvikling med en slags global planøkonomi.
Desværre har Vaclav fået alt for meget ret i sin profeti.
Miljøaktivismen startede først i 1960érne på universiteterne i Californien hvor studenterne gjorde naturen til rambuk for deres målbevidste aktivisme. Den blev vel modtaget i visse kredse nogle år senere i Europa. Før den tid eksisterede forureningen overhovedet ikke som emne for diskussion. På daværende tidspunkt havde vi i Danmark nogle politikere, der gerne ville være moderne med de unge, så vi var måske det land i Europa, hvor bevægelsen fik mindst modspil. Samtidig var der en uddannelseseksplosion.
Havde de højere læreanstalter et afsætningsproblem, kunne miljøsektoren løse problemet. Så i dag er mange højtuddannede beskæftiget med at lære befolkningen at sprede møg, vedligeholde vandløb, rense spildevand eller sortere affald for at nævne nogle få områder. Derudover er der en meget nidkær kontrol af de erhverv, der lever af og med naturen og fødevarer generelt. Hvad det frie marked tidligere regulerede omkostningsfrit, er nu overtaget af læreanstalternes overproduktion.
Så mange er nu beskæftiget med kontrol og miljøadministration, at megen produktion måtte opgives, hvis vi ikke kunne hente arbejdskraft i udlandet. Det var den lidt banale fremstilling, som mange i produktionsdanmark kan nikke genkendende til.
Ovenstående er slemt nok, men hvad der er mere alvorligt er, at denne rollefordeling udfordrer demokratiet og domstolene og på sigt et bæredygtigt samfund med respekt for ressourcerne. Som en sidebemærkning må vi ikke glemme, hvad der også sker. Når vi sætter miljøaktivismen så højt, som ikke alene venstrefløjen i det politiske spektrum gør, kunne man i Kristeligt Dagblad den 21. januar 2019 læse: ”Børn skræmmes til tårer og har mareridt og frygt for Jordens ubeboelighed”. Generelt set er vores miljøproblemer et produkt af alle andre politikker.
F.eks. har vi politisk besluttet nogle radikale struktur- og kommunalreformer, der gør, at vi indbyggermæssigt nu har langt de største kommuner i EU.
Store landområder tømmes for liv og det går kun én vej. Mindre samfund og landsbyer, der tidligere hvilede i sig selv, er fortid. Så centraliseringen har miljøomkostninger, herunder mere transport, som er politisk bestemt. Velfærdssamfundet har villet det således, at befolkningen er beskattet til at aflevere ca. halvdelen af deres indkomst til de offentlige kasser. Det frister politikere med store armbevægelser. For er der noget, de er gode til, er det at bruge andre folks penge på vidtløftige miljøinvesteringer, der hviler på ubefæstede forskningsresultater. Det er ikke som tidligere, hvor generationers naturnære erfaringer havde langt større vægt.
Derfor, hvis man vil miljøet noget godt, skal decentralisering have første prioritet samtidig med en kraftig skattelettelse, så befolkningens erfaringer og innovation kan komme i spil.
For at eksemplificere ovenstående, beskrives et par forhold, som jeg kender lidt til. Af flere omgange er vandråd nedsat over det ganske land. Opgaven var at kvalitetssikre hvilke vandløb, der skulle vedligeholdes til at have god økologisk tilstand.
Bredejerne havde en væsentlig økonomisk interesse i, at tilstødende arealer kunne afvandes, medens de såkaldte grønne organisationer primært havde fiskeyngel for øje. Miljøstyrelsen (MST) havde, delvis på baggrund af et overimplementeret Vandrammedirektiv, udarbejdet nogle meget finurlige forudsætninger for at kategorisere danske vandløb. Et rigtigt dårligt udgangspunkt.
Man kan ikke sådan sætte naturen op på formler. En masse frustration blev oparbejdet og ingen var særlig tilfredse med resultatet.
En helt anderledes frugtbar løsning ville være. Under hensyntagen til at vandløbenes evne til at lede vandet væk fra at bredejernes arealer altid må have første prioritet, kan de grønne organisationer bidrage med al deres viden omkring pleje af vandløbstrace mv. for optimal fiskeyngel.
Det vil være en win-win-situation for begge parter.
Den merværdi, som et vandløb tilføres, når vilkår for fiskeyngel fremmes, har bredejer også gavn af. Derfor vil det være underligt, om ikke bredejer påskønner de grønne organisationers indsats på forskellig vis og hjælper til med materialer og maskiner.
Men det kræver alt sammen, at MST opgiver rollen som elefanten i glasbutikken og opgiver detailstyringen.
Et andet eksempel er landets spildevandsplanlægning, som har sit helt eget kapitel. Alt styres igen fra centralt hold. Det er de samme myndigheder, der planlægger rensningen, som der
udfører kontrol med, om diverse love bliver overholdt, inkl. proportionalitetsprincippet.
Sjældent kommer princippet dog i spil for alternativer bliver ignoreret, så der er ikke noget at regne på/sammenligne med.
I kølvandet på spildevandsplanlægningen er et spildevandskartel opstået mellem centrale myndigheder, DANVA og store ingeniørfirmaer.
Befolkningens erfaring og innovation bliver helt ignoreret. De har bare at betale for løjerne, får de at vide, når de bliver hevet i retten. En civilingeniør, der havde studeret spildevand i mange år, sagde til mig, medens han levede. Den måde vi behandler vores spildevand bliver landets fallit. Noget bombastisk, men voldsomme regninger kan skimtes i horisonten og det er bare i vedligehold.
Vi kan drage en parallel til landbruget. Hvis de brugte energi på at fjerne kvælstof fra gyllen, blandede det op med miljøfremmede stoffer for til sidst at sprede det ud på deres marker, tror jeg nok, vi ville få besøg af den internationale presse.
Det er også en prøvelse for domstolene at stå op imod miljøaktivismen.
Når en miljøkonflikt skal afklares i retten, har den der giver sig ud for at varetage miljøets interesse automatisk en højere moral. Dommere er ganske almindelig dødelige ligesom alle os andre og er påvirket af ikke altid objektive medier, for at sige det diplomatisk og vil da heller ikke dømme den højere moral ude. Derfor ser man ofte, at domme er afsagt på forhånd, hvorefter man tilpasser begrundelsen. Hvis man vil prøve at forstå logikken i mange miljødomme, må man ofte give op. Hvorimod ordakrobatikken i domsudskrifterne er imponerende.
F.eks. har der i en landsretsdom indsneget sig følgende begrundelse: ”ingen ejendom har krav på en ret til at forurene i et eller andet omfang”. En formulering der er opstået i embedsværkets frie fantasi, som domstolene kærkommen har adopteret. Nu danner sætningen præcedens over det ganske land i kommunernes miljøforvaltninger.
Kort sagt domstolene har fået sig nogle alvorlige ridser i de seneste årtier. Men en sådan anklage er systemet næsten nødt til at ignorere ellers krakelere forestillingen. Vi må overlade til historikerne om at vurdere det engang i fremtiden. Konklusionen må derfor være. Opsamling af miljørelaterede data må gerne fortsætte sammen med anden statistik, men et decideret miljøministerium er overflødigt, ja ligefrem farligt som Vaclav Klaus skrev i 2007. Retfærdigvis skal det her nævnes, at vores egen historiker og forfatter Steen Steensen allerede i 1986
advarede om miljøaktivismen i bogen ”Den økologiske krigsførelse”.
Som offentliggjort i fagbladet Effektivt Landbrug:
Miljoaktivismen er farligere end kommunismen 2019-02-27