At tro man kan lave politik omkring klimaet er en absurditet. Det svarer til at lave lovgivning om hvornår det skal regne. Det er produktet af alle andre politiker der har indflydelse på klimaet men ikke mindst miljøet.
Miljøpolitik er meget diffus så lad os lave en afgrænsning og kalde noget ressourcepolitik.
F. eks. har vi ikke affald – men ressourcer og vi har ikke spildevand – ”men vand med næringsstoffer”.
Det offentlige er alt for ineffektiv til at udnytte disse nye ressourcer. Går det ikke som forventet hæver de bare gebyrerne – fællesskabet betaler – ingen har ansvar.
Derfor må vi bede civilsamfundet om at hjælpe os. De kan ikke hæve gebyrerne, men må i stedet være innovative. Så fremover kan vi forvente krav til en mere præcis kildesortering.
Finder befolkningen sorteringen for bøvlet, vil der opstå krav til producenter og supermarkeder om sorterbare restprodukter.
At årtiers tåbelig spildevandshåndtering og misforståelse af kvælstofs rolle i naturens kredsløb ikke er blevet imødegået sammen med mange andre ting, siger mig, at det allervigtigste er få fjernet statsstøtte til medierne.
En hel underskov af nye medier vil blomstre op og blinde vinkler vil blive belyst.
DR skal ikke længere leve som en guldfugl i et bur og være afhængige af politikerne og magthavernes luner, men i stedet befolkningens gunst. Så det er ikke en trussel men en gave til DR at fjerne mediestøtten. De skal nok overleve, de har trods alt mange dygtige journalister.
Hvorom alting er. Har man søvnløse nætter eller bekymringer i øvrigt over klimaet og miljøet kan man trykt søge havn hos Nye Borgerlige.
På samme måde som det 20. århundrede tilhørte Socialdemokratismen, så vil det 21. århundrede tilhøre Nye Borgerlige.