Læserbrev bragt i Effektivt Landbrug den 22. juli 2019
Thor Gunnar Kofoed, viceformand i Landbrug & Fødevarer, havde den 25. juni gode pointer, som er værd at følge op på, synes jeg. ”Den centrale viden om de forskellige vandløb, hvad man kan se på kort, og hvad man ellers påstår, at man kan se fra central side, det er intet i forhold til den viden, som der er derude lokalt” […] ”Brug for meget mere lokal viden”.
Ligesom Gunner Kofoed mener jeg, at måden regulering af vandløb foregår på i dag duer ikke. Vandløbsloven, som var gældende op til 1945, må frem af gemmerne. Ånden i loven var dengang, at man løste problemer lokalt mellem forskellige bredejere og interessegrupper. Var der en konflikt, parterne ikke selv kunne løse, blev Landvæsensretten inddraget.
På den måde tror jeg, at et mere frugtbart samarbejde vil opstå til glæde for både bredejere, friluftsorganisationer og miljøet, end vi ser i dag.
Sikring af vandafledning og god økologisk tilstand er ikke hinandens modsætninger.
Ministeriet og kommunale forvaltninger skal på en måde gøre sig overflødige og kun inddrages på samme måde, som Landvæsensretten tidligere gjorde.
Med oprettelse af et miljøministerium for snart 50 år siden blev (en påtaget) kompetence på mange områder samlet centralt.
Teksten ”Miljøministeren kan”, Miljøministeren fastsætter” eller ”Miljøministeren godkender” matcher henholdsvis i:
- Bekendtgørelse af lov om naturbeskyttelse … 100 gange
- Bekendtgørelse af lov om planlægning ……… 50 gange
- Bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse … 200 gange
Enhver fransk solkonge må være misundelig på en dansk miljøminister.
Når ministeren så bliver fodret med resultater fra vidtløftige computersimulerede modeller, der naivt forsøger at spejle naturen og ikke solid videnskab, der er i overensstemmelse med naturlovene, kan det kun gå galt.
På miljø- og nu tilsyneladende også klimaområdet er opstået et nyt enevælde, som slet ikke udnytter landets potentiale.
En løsning kunne være, at den forskningsbaserede myndighedsbetjening, som langt hen ad vejen danner baggrund for miljølovgivningen i højere grad direkte arbejdede sammen med de områder – landbrug og fiskeri – som de kloger sig på. Ingen modelberegninger må fremover danne basis for miljø- og fødevareministeriets dispositioner, før de er verificeret i virkeligheden.
Hvorom alting er, har myndighedernes detailstyring med målrettede virkemidler – efterafgrøder, minivådområder etc. – spillet fallit. Ophævelse af den nyligt vedtagne ”Lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag” kan kun gå for langsomt.
Galskaben med at tro, vi kan styre naturens luner, må ophøre. Vi må hellere underdanigt tilpasse os den med respekt for kendte naturlove. Myndighederne skal nøjes med at kontrollere miljøtilstandene. Ejendomsretten, som den er nedfældet i Grundloven, skal igen respekteres og den fulde dispositionsret overlades til erhvervene. Det giver plads til privat idérigdom og innovation og dermed en øget velstand ikke mindst i landdistrikterne.
Længe nok har halen logret med hunden. Fremover må det være omvendt. Det ser også mere harmonisk ud.