Gid Erhvervsforening ville bruge hoveddøren

By | april 28, 2021

Ved netop afholdt digitale generalforsamling i Vordingborg Erhvervsforening havde undertegnede fået adgang til at deltage, selvom seneste kontingent ikke var betalt.
Der skulle ikke stemmes om noget, så tænkte jeg, at måske var kommentarer tilladt. Men den gik ikke, Granberg.
Derfor dette læserbrev som måske også er bedre, da det har almen interesse, synes jeg.

Grundet opfattelsen af det generelle klima i Vordingborg Kommune havde Dansk Industri sendt kommunen 15 pladser ned af rangstigen, så vi nu ligger som nr. 89.
Derfor besluttede Erhvervsforeningen, uden at spørge medlemmerne, at anvende det halve af opsparede egenkapital nemlig ¼ million, sammen med kommunens tilsvarende beløb. Der er nu er ½ million til at lave erhvervsstrategi for samt anbefalinger om skole og uddannelse og bosætning.

Hvad bilder den forening sig egentlig ind, har de overhovedet et mandat. Ved en sådan drastisk beslutning burde medlemmerne høres, om det var den rette måde at bruge så mange penge på, hvilket ikke har fundet sted.
Kan vi nu forvente at andre interesseorganisationer laver samme nummer – f.eks. fagforeningerne der også indskyder x antal 100.000 kr. og laver politik ad bagvejen.

Nej, det er noget frygtelig mudret noget formand Becke og resten af bestyrelsen har begivet sig ud i.
Hvad med i stedet for, at tage kampen hvor den hører hjemme, nemlig ved det snarlige kommunalvalg og stille mandater til rådighed der. Der er i dag alt for få selvstændige med erhvervserfaring i de folkevalgte forsamlinger.
Da det er ren politik det handler om, vil det under alle omstændigheder være mere regulært at gå ind ad hoveddøren frem for at komme luskende ad bagdøren.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *