Ikke flere lappeløsninger

By | august 8, 2018

I forlængelse af de trængsler landbruget oplever pga. tørken bruger Jacob Jensen den 2/8 mange ord på at forklare, hvor vigtig landbrugserhvervet er for det danske velfærdssamfund og, lidt ironisk forstås, også er påtvunget mange rådgivere, kontrollanter og embedsfolk, der har travlt med at administrere og kontrollere utallige love og regler. Derfor vil regeringen hjælpe erhvervet bl.a. ved at udskyde betaling af jordskatter.

Venstres politikere kan bedst sammenlignes med nogle, der rejser sig i en båd så den får slagside og derefter skal vi andre tro, at de er de eneste der kan føre den frelst gennem uvejret.

Det er jo langt hen ad vejen Venstre, der har sat deres underskrift på mange landbrugslove, der fordre de mange kontrollanter og embedsfolk. Og planlægningen af landbrugsproduktionen er flyttet fra de enkelte landbrug ind til Christiansborg, så Danmark nu producerer 10-15 pct. mindre end vores nabolande.

Derfor fjern loven om gødning og plantedække, der ikke er et krav fra EU, men en selvopfundet dansk plage, som dybest set er i konflikt med naturlovene.

Ophæv alle jordskatter og pesticidafgifter, så landbruget bliver ligestillet med vore nabolande. Hvilke andre erhverv må leve med tilsvarende afgifter på produktionsfaktorerne?

Hvis pesticider ikke nedbrydes i naturen, bliver de ikke tilladt, derfor er der ingen argumenter for at opretholde en pesticidafgift. Det er så bydende nødvendigt, at fundamentet for råvarerne til fødevareklyngen bliver styrket. Jeg ved ikke om Venstre og de øvrige socialistiske partier er klar over dette, men jeg tror at fagforeningerne der er tilknyttet klyngen ved det.

Gns. alderen i landbruget er alt for høj, så det er ligeledes påtrængende, at det bliver mere attraktivt for yngre kræfter at tage over og at bankerne ved, at egenkapitalen er bedre beskyttet, når der først skal betales skat efter konstateret overskud i landbrugsbedriften.

Kunne landbruget få fortidens stolthed og respekt tilbage, ville det også være et løft til at løse udkantsproblemerne.

Jeg mener, at landbruget er blevet misrøgtet af politikerne i en menneskealder, men undertegnede og Nye Borgerlige siger. Ikke flere lappeløsninger, nu må der ryddes op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *