Først borgerne, så forvaltning og til sidst centraladministrationen

Jeg vil forsøge at kaste lidt lys over de frustrationer jeg fornemmer der ligger bag Kirsten Frydendals dobbeltkronik fra 28. februar.

Det vil hovedsageligt være en opdatering af et foretræde jeg havde tilbage i 2015 for daværende udvalg for Landdistrikter og Øer.

De trængsler som Lolland og andre lignende provinser slås med er ikke en tilfældighed, men noget der er planlagt fra centralt hold med vores folkevalgte billigelse. Hvis vi skal skælde ud på byrådsmedlemmer i Lolland Kommune, må det primært være de medlemmer der repræsenterer et landsdækkende parti. 

Rigide planlove og ophævelse af den frie næring
 I 60’erne og begyndelsen af 70’erne flyttede der en familie ind i et nybygget parcelhus hvert 6. minut i arbejdstiden, og hver uge blev byggeriet af en ny folkeskole afsluttet. Fra centralt hold så man bekymret til. Udviklingen var ustyrlig og blev der overhovedet plads til naturen. Derfor slås vi i dag med nogle rigide planlove med en restriktiv zoneopdeling. 

Da der skulle laves nye streger på landkortet, arbejde planstyrelsen med at landsbysamfund med under 1200 indbyggere var for lille til at udgøre en administrativ enhed, med både skole og dagligvarebutik.
I Landdistrikter/landzoner måtte kun etableres landbrug, skovbrug og fiskeri øvrige erhverv henvises til by- og erhvervszoner.

Altså politisk vedtagne planlove overtrumfer selve Grundlovens § 74 om fri næring. 

Hvad er det politikere skriver under på, inden de får adgang til den lovgivende forsamling?

Derudover advarer Friedrich A. von Hayek østrigsk-britisk politisk økonom og filosof (1899-1992) om planlægningens begrænsninger. 

Han anvender eksemplet med en sti gennem et landskab. Stien er ikke planlagt af nogen, men snarere resultatet af, at mange mennesker over tid har forsøgt at bevæge sig fra ét punkt til et andet.

Havde man et helt nøjagtigt kort over landskabet og perfekt information om alle spadserende, deres ønsker, kondition, tid, osv., ville man måske have kunnet planlægge, hvor den optimale sti skulle gå. Men sådan viden er svært tilgængelig og reelt umulig at sammenligne på tværs af individer.

Mennesker kan tage fejl, og det gælder både borgere og planlæggere. Men hvis borgerne har muligheden for at træffe frie valg og at handle frit med hinanden, vil det i længden producere et bedre resultat, end nogen nok så vidende central planlægger vil kunne tænke sig frem til.

Tidligere ”landsplanchef” i Miljøministeriet Niels Østergaard: ”Jeg er bange for, at man nogle steder har tilladt for meget byggeri i det åbne land på bekostning af naturen”. Han ville nok blive meget lettet over sine bekymringer, hvis han i dag kørte en tur rundt på Lolland.

Netop afdøde og tidligere frontkæmper for landsbyerne Carsten Abild konkluderede:
”Danmark er det eneste EU-land, der har en aktiv lovgivning, der skal få os borgere til at bo og arbejde i byer, men ikke på landet”.

Kommunal – og strukturreformer uden et folkeligt ønske
Kommunalreformen i 1970 reducerede antallet af sogne/kommuner fra ca. 1.077 til 275.
I stedet for at evaluere hvad denne reform medførte, fortsatte man med endnu en kommunalreform i 2007, der yderligere reducerede antallet af kommuner fra 275 til 98.
På mindre end 40 år sker der altså en reduktion på ca. 91 % af de platforme, hvor den demokratiske beslutningsproces praktiseres! 

Rent indbyggermæssigt har Danmark nu klart de største kommuner i EU.
Vores land er 9 gange større end Tysklands og ca. 4 gange større end gennemsnittet i EU.

Den brede folkelige inddragelse i kommunale anliggender er nu erstattet af en ny forvaltningsadel solidt forankret i Djøf segmentet. Mange kommunalpolitikere kan ikke matche dette segment. 

Denne nye adel har mere fokus på at tilfredsstille en anløben centraladministration end de borgere, der indirekte er deres arbejdsgivere. Et frisk eksempel kunne vi læse om i lørdagens avis om en svineproducent der blev slæbt i retten af en nedrig forvaltning, hvor folkevalgte passivt ser til. 

Dertil kan vi så lægge Lars Løkke Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen og Anders Foghs strukturreformer fra 2000érne, der yderligere har givet mindre købstæder og tyndt befolkede områder store udfordringer. At Inger Støjberg med tidligere DF medlemmer helt var med på galejen, glemte mange, da de sidst var forbi stemmeboksen.

Monopoler og kvælstofhysteriet.
Affald og spildevand håndteres af politisk styrede monopolselskaber som Refa og Lolland Forsyning. Innovation på området er ikke ”top of mind”, det er nemmere at skrue op for gebyrerne, borgerne har jo ikke andre steder at gå hen. 

Der ligger f.eks. en stor ressource gemt i spildevand. Man skal blot spare kloakrørene og tænke decentrale løsninger og omdefinere spildevand til vand med næringsstoffer.

Fra centralt hold kriminaliserer man i dag både kulstof og kvælstof på formerne CO2, NO3. Men det er vigtige grundelementer for alt liv her på kloden.  Men deres rolle i naturens kredsløb har Centraladministrationen fuldstændig misforstået. 

Ikke mindst landkommuner som Lolland, hvor landbrug, skovbrug og fiskeri vægter en hel del, udsættes på den konto for store gener med spild af ressourcer til følge.

Overlæge Jørgen Røjel skriver i tilknytning til kvælstof hysteriet i bogen ”Fra anarki til hysteri” fra 1990: 

“Forsvinder familiebrugene, vil der ske en omvæltning, der helt vil forandre det danske samfund. Udrydder man familiebrugene, vil landsbyerne forsvinde og med dem landsbykulturen, som har været bærende i samfundet. En udvikling, der allerede er i gang, vil yderligere accentueres. Når landsbyerne affolkes, forsvinder først Brugsen, så skolen, derefter forsamlingshuset, kirken og kroen. Nogle steder vil man bevare reservater, hvor de mest idylliske landsbyer overlever som landsbymuseer.”

Afgudsdyrkelsen af den boglige skole
Hele livet er en skole, man lærer også selvom man ikke sidder på en skolebænk.
Afgudsdyrkelsen af den boglige skole har medført, at en stor del af hver ungdomsårgang flytter til de større universitetsbyer. Sideeffekten er at landdistrikterne mister en stor del af sin ungdom på denne konto, måske 15–30 % af hver årgang.
Ved at stoppe afgudsdyrkelsen af den boglige skole og igen respektere de praktiske fag vil landdistrikterne miste færre unge og behovet for udenlandsk arbejdskraft vil reduceres.  

Et sundt samfund kræver, som et stort flot træ, et vidtfavnende rodnet. Der bliver misvækst, hvis det kun får næring fra universitetsbyerne. På et tidspunkt er der risiko for, at det ellers så flotte træ vil vælte omkuld under en kraftig storm.

Grundlovstesten
En grov analyse af Lollands udfordringer er hermed stillet. 

Men det skal ikke ende i én stor jammerdal derfor følgende til overvejelse. 

Kommunalbestyrelsesmedlemmer skal først og fremmest have for øje, at værne befolkningen imod udefra kommende trusler og ignorere sit politiske udgangspunkt. 

Alt, hvad der kommer fra centralt hold, skal gås efter med en tættekam, inden borgerne forpligtes til efterlevelse. Der er masser af tilfælde, hvor der mangler lovhjemmel. Start med en grundlovstest. Er Grundloven krænket, gælder en regel ikke for lollikkere skal budskabet lyde. 

Friskole uden forældrebetaling
Den igangværende dialog om skolelukninger er mere konkret.

Det mest sikre tiltag for at stoppe landdistrikternes deroute er at gøre det attraktivt for børnefamilier at bosætte sig. Her er tilbud om en attraktiv og nærliggende grundskole helt afgørende.

Vi har netop været igennem processen i Vordingborg Kommune, hvor den dårlige skoleløsning vandt med en enkelt stemmes flertal.

Jeg havde lavet et gennemarbejdet høringsforslag. Det mødte ingen kvalificeret modstand, men politikerne følte sig mere trygge ved forvaltningens forslag. 

I alt sin korthed går det ud på, at det totale beløb der er afsat til drift af grundskolerne i skolens budget 

fordeles ud pr. elev, men forinden er fratrukket et grundbeløb som er ens for alle skoler. Grundbeløbet kunne være 1 – 2 millioner pr. skole. Det er nok ikke så revolutionerende. 

Det væsentlige er, at forvaltning og politikere herefter ikke skal blande sig, men udelukkende sørge for skattefinansieringen af elevbetalingen.

De enkelte skolebestyrelser og skoleledere får fuld råderet over det totale beregnede beløb. 

Et ejerskab til egen skole giver korte kommandoveje, mindre bureaukrati og pengene vil alt andet lige ”række længere”. Jo større ejerskab, des mindre attraktivt bliver det at vælge en privat friskole som alternativ til den offentlige kommunale skole (nu offentlig ”fri”skole uden forældrebetaling).

Folkeskolen er nu genskabt bare som friskole og alle sociale lag er igen under samme tag. Det var vel i grunden tanken med folkeskolen. 

Ikke alene vil modellen give både Horslunde og Holeby en chance for at beholde deres skole. Det vil også være nemmere at oprette nye grundskoler, hvis en forældrekreds sammen med en skoleleder skulle få lysten.

Som bragt i Folketidende:
Først borgerne, så forvaltning til sidst centraladministrationen 2023-03-24