Grøn og bæredygtig – man undres

By | maj 30, 2019

Teknik- og Miljøudvalget i Guldborgsund kommune har blåstemplet forvaltningens forslag til, at kommunen skal være en grønnere kommune. Hvis det skal lykkes, skal bæredygtighed tænkes ind i alt hvad kommunen gør.

Det står i skærende kontrast til, hvordan kommunen har planlagt i de seneste mange år indenfor spildevandsområdet. Arne Graae Jensen(V), Flemming Jantzen(V) og nu Peter Bring-Larsen(G) og Ole Bronné Sørensen (A) har haft det formelle ansvar.

Siden 2010 er kommunen løbende blevet advaret om hvor tåbeligt det er, at transportere spildevand over lange strækninger til centrale renseanlæg, endda uden at have en udledningstilladelse. Forurening er helt acceptabelt, blot det er de rigtige der gør det. 
Der er nu bundet alt for mange ressourcer i spildevandshåndteringen og mange flere må påregnes fremover. Bæredygtigt er det på ingen måde. Det optimale er, den korteste vej fra fæces til planten (grøn rensning).
Et enestående eksempel på en sådan løsning findes på Stationsvej i Væggerløse, hvor 13-16 husstande afleder deres overflade- og spildevand til en fyldegrav/rodzoneanlæg for enden af vejen. Det har virket upåklageligt i over 60 år. Faktisk så godt at kommunen ikke var klar over at det eksisterede, da det stort set var vedligeholdelsesfrit.
Nu er det ikke sådan, at forvaltning og politiske beslutningstagere er uvidende om det ovenstående beskrevne.

Læren må derfor være, at alle de mange politiske udsagn og planer vi bliver præsenteret for, nu og i den kommende tid, intet er bevendt. Nej den ædle person kendes ikke på sine ord men på sine handlinger.

Kandidaterne Lennart Damsbo-Andersen(S), Marcus Knuth(V) og René Christensen(DF) kunne passende konfronteres med ovenstående. Det er deres partifælder, der er ansvarlig for unoderne og de overordnede planer. René har yderligere det problem, at han direkte er medansvarlig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *